I de gamle dage var der engang
At danske fold var i kongetrang
de gode græd, og de onde lo,
hvor ingen hegner, kun torne gro
Da kom en snekke for fulde sejl
med løvehoved og hjertespejl
med guld og våben og stads om bord
med ikke en sjæl ved mast og ror.
Således digtede N.F.S. Grundtvig, og det er i denne romantisk-poetiske form fra anden halvdel af 1800-tallet, at vi i dag støder på ordet snekke i betydningen et stolt knejsende vikingeskib. Hvem kender ikke også de første par linjer i sangen »Prins Kristian«: De snekker mødtes i kvæld på hav/og luften begyndte at gløde…
Inden da er der gået nogle århundreder, hvor ordet snekke kun sparsomt optræder i de skriftlige kilder, men i markbøgerne til Christian V´s matrikel 1688 støder vi på flere marknavne, hvori ordet indgår. Søger vi endnu længere tilbage i tiden, så er ordet velkendt i vikingetidens og den tidlige middelalders Nordeuropa, hvor det blandt andet forekommer i norrøne skjaldekvad, i et tillæg til Skånske Lov og i en kort fremstilling af Gotlands ældste historie (Gutasagaen). Under annalerne for årene 1052 og 1066 forekommer det også i Den angelsaksiske Krønike i formen »Snacc«. Snekke bruges her om et mindre fartøj, specielt om et krigsskib eller et ledingsskib.
HØR DRONNING MARGRETHE FORTÆLLE
Ordet snekke har fået en ny betydning i forbindelse med undersøgelsen af pladsen ved Fribrødre Å på Falster, og et andet væsentligt resultat af undersøgelserne har været en revurdering af vandvejenes betydning i Danmark i vikingetiden og den tidlige middelalder.
I Saxos Danmarkshistorie (Syvende Bog) kan vi blandt andet læse om den aldrende danske småkonge Siger, der havde hængt helten Hagbard, fordi han uberettiget havde sneget sig ind til Sigers datter Signe. Derfor ville Hagbards broder Hake have hævn. Han landede med en stor hær og flåde ved Hærvig (Kalundborg):
»Derpå delte han sine styrker i tre, og de to tredjedele af flåden bemandede han med et lille antal roere, som han sendte i forvejen til Susåen, hvor de skulle krydse sig op langs åens slyngede løb for at kunne komme landtropperne til hjælp, hvis det blev nødvendigt. Selv fortsatte han til fods sammen med resten af styrken, og for ikke at blive set holdt han sig mest i skovene«. Efter forskellige bataljer afventer Hakes hær flådens ankomst ved landsbyen Alsted, men slaget står, inden skibene når frem. Og Saxo fortsætter: »Natten efter slaget nåede så flåden helt op ad Susåen til den aftalte ankerplads. Åen var dengang sejlbar, men i vore dage er den så tilgroet og opfyldt med fast materiale, at den er blevet for smal, og de færreste fartøjer kan trænge op ad det snævre og ufremkommelige løb«.
